Turbeskrivelse 2014

31.1.2015
På januars sidste dag var vi 9 personer på en veltilrettelagt vandretur ved Flynder sø, begunstiget af let frost, rimtåge og opklaring til sidst. Frank krydrede turen med gode historier, bl.a. om fiskeri, tatere, jordfaldshuller og om livet på heden for 100 år siden. Humøret blev skruet endnu en tand op, efter at vi havde nydt karrysuppe opvarmet på trangiakøkkener. Vi følte os beriget i det gode selskab.
hj

29/12- Juletur i Tved klitplantage

Vi mødtes på parkeringspladsen i Øster Jølby. Her fik vi ønsket hinanden glædelig jul og organiseret samkørsel. Turens startsted var Tved Kirke, og da vi alle var samlet var vi 14 personer. Aldersspredningen var lidt anderledes end sædvanlig, der var 3 yngre deltagere repræsenteret, den yngste var 9 år. 
Vejret var fint, højt klart solskin med let frost, som senere blev til gråvejr og plusgrader. Vi vandrede ”trygt” af sted, med Per som holdleder. Vejene var belagt med is, så visse steder var vi nødt til at gå med varsomme skridt, for ikke at falde.
Efter ca. 7 km nåede vi til Sårup, hvor vi indtog vores madpakker.   Her nød vi den flotte udsigt over Hanstholm vildtreservat, men blæsten var kold her, hvor der ikke var træer, der kunne give læ. Der blev set et eller andet langt ude i reservatet, og der var en del diskussioner om det var krondyr, eller mulvarpeskud. 
Ved fugletårnet fik vi igen lejlighed til at skue ud over reservatet. 
Derfra gik turen i march tempo ad Soldatervejen, hvor vi sluttede en veltilrettelagt tur ved turens startsted – Tved kirke. 
Skridttælleren stod på 13,798 km da vi sluttede turen, dejligt trætte, og godt tilpasse efter at have fået motioneret juleflæsket.

Lisbeth Ussing

1/11: Vandretur på Nordmors:
En rigtig god oplevelse – (3 deltagere)

19/10: Mors rundt 9: Vi fulgte Kystruten fra Legind-Vejle broen langs fjorden ind til Refshammer. Fortsatte ind forbi Nykøbing Mors Havn og ud af Strandvejen. Herfra nordpå langs vandet og ad Fjordvej og Jasminvej. Ved fyret gik ruten igen ud til fjorden og nordpå til Golfbanen.
En rigtig god tur gennem kendte og også for “lokalkendte” nye områder. Gennemført (3 deltagere)

20/9: Cykeltur i Nationalpark Thy(Tur 8:)

Vi var 8, som i smukt solskinsvejr cyklede i Thy under kyndig guidning. En enkelt punktering blev ordnet på stedet.

Der blev samlet lidt svampe, set på traner og smagt på hjemmebag og dram.
(Ingeborg)