Turbeskrivelse 2017

Sædvanen tro blev årets juletur afholdt 5. juledag. 12 personer mødtes kl 10, og Per førte os på julens første solskinsdag gennem Legind Bjerges kuperede terræn. Vi fik bla. et smukt syn over Aborresøen og Pistolsøen, inden vi ønskede hinanden et godt nytår.

Smuk tur ved Flyndersø , hvor vi var ti vandrere, som nød de flotte kig ud over søen, et afvekslende skovterræn og masser af guldfasaner.

Kl. godt og vel 10 var vi 13 personer, der mødtes, ved Sejerslev kirke. Vi startede med at køre i kortege rundt om Hundsø og det varede ikke længe inden Per fik øje på en flot rørhøg, der kredsede lavt henover området. Gæs, ænder, svaner og hejrer så vi også en del af. Kurt fortalte lidt om den historiske baggrund for Hundsø. 
Derefter stod den på kaffe og boller ved Skarregård, alt imens vi nød udsigten over Skarresøerne i det smukke solskinsvejr. 
Og så skulle der vandres. Vi gik først til udgravningerne nær molermuseet, derefter fik tørreladen et besøg og så gik turen mod Skranderup. Her blev frokosten indtaget og et par stykker tog en svømmetur i fjorden, hvorefter turen gik tilbage til Skarregård. Ca. 10 km blev det til, tilbragt i smukke omgivelser med hyggelige mennesker. Ikke så dårligt endda!! 
Lisbeth

8 medlemmer tog cyklen fra Glyngøre, trodsede vejret og cyklede til Fur

Påskevejret havde været vådt og koldt, så vi var lidt betænkelige ved at arrangere geologitur d. 18/4, lige efter anden påskedag. Men vi vågnede op til en kold og solrig dag, perfekt til en tur ved Lodbjerg.

Klokken 10, var (stort set) alle 18 deltagere ankommet, og Bo Fink begyndte at fortælle om landskabernes dannelse. Hvem skulle have troet at Danmark har været landfast med England ?? Eller at der lå gravhøje midt ude i klitheden ?? At en mile hedder en sande i Thy ??

Nede på stranden så vi de mange lag i skrænterne, som havet havde blotlagt, og Bo viste os, at der ikke kun har været en sandflugt, men hele 4. Det var betagende at stå på tørvelag som de første mennesker i Danmark, formodentlig har betrådt.

Bo er ikke lærer for ingenting, så et opskyllet køleskab blev brugt til at illustrere isranden, og vi så hvordan fletfloder blev dannet.  

Til sidst gik vi en tur langs stranden og så rester af 25 mill år gamle havaflejringer, som lå som en sort porøs næse.

Frokosten blev spist i dejlig solskin i haven ved Lodbjerg fyr.

En herlig tur med masser af berigende informationer, som udvider perspektivet næste gang vi færdes i Lodbjerg, takket været Bo’s store viden og engagerede foredrag.  

Lisbeth

Vejrudsigten lovede tørvejr og blæst indtil klokken 13, og det løfte blev holdt. Nogle få startede med morgenkaffe og boller hos Lisbeth og Kurt, og alle 10 turdeltagere mødtes så kl. 10.30 på p. pladsen ved Bøgestedrende.

Vi gik nu,  ikke i samlet trop, men med en for- og en bagtrop  op og ned af mægtige klitformationer, så der kom sved på panden. Det var tydeligt at mærke, at solen var ved at komme i forårsmode, selvom blæsten rev i håret. Undervejs fik vi mange fine kig ud over havet og heden. Og Rødblomstret rensdyrlav, det ved vi nu alle hvad er. 

En herlig tur, med smuk og voldsom natur og oveni en masse god motion.  

Lisbeth