Tirsdag d.29-12. Vi mødes på p. pladsen, Øster Jølby krydset kl. 9. 30.
Vi går af snirklede veje og stier gennem plantagen, bestiger Store Tyvbakke med storslået udsigt over det åbne landskab. Vi vil prøve at finde den hemmelige sø, hvor ingen kommer, kun ulve. Derfra sætter vi kursen mod Svankær og udgangspunktet.
Turlængde: 12-14 km.
Husk: Vandtæt påklædning, også til fødderne. Solid madpakke.
Tilmelding senest 15 dec. til PerThn. På tlf. 97766208-22889771.
- november 2015
Vi mødtes ved Vile kirke og ved hjælp af Niels Ulrichs udleverede kort fandt vi ud på Langerodde. En frisk 8 km vandretur, hvorefter vi kørte til Galleri Salling i Hjerk. Her nød vi kaffen og Annes hjemmebagte kage, mens Lars fortalte om den nye udstilling. En spændende og berigende eftermiddag.
Bål- og sangaften i Ljørslev 25. august 2015.
Pladsen er et rigtigt dejligt smørhul med bålsted og en overdækket Skovlade, et perfekt mødested omkring bål, sange, natur og hygge.
Gør det selv bålmad: Vi havde selv medbragt mad og drikke, og Per og Annelise havde sørget for bål, riste, pander mv. Efter at vi havde nydt den lækre bålmad, fandt vi sangbøgerne frem og sang sensommer- og efterårssange. Nogle bagte pandekager, mens andre gik en tur ved Ljørslev Pøt – en godt gemt perle. Tusind tak til Per og Annelise for et veltilrettelagt arrangement og en skøn aften.
Forårscykeltur i Rold skov, maj 2015
På P-pladsen kan vi afmontere cykler fra bilen, snuppe en kop kaffe inden cyklen pakkes til en ca 45 km tur i det lysgrønne bøgeløv, hvor vi kan køre rundt om Store Økssø, nordpå mod Rebild, hvor vi prøver at finde voksested for Fruesko ( nok ikke i blomstring endnu) og gå ned ad skrænterne til Lille Blåkilde. Derfra cykler vi tilbage til Rold. Turen går en del på grusvej, så det er ikke en joke at nævne lappegrej.
Tranetur april 2015
Fra mødestedet – efter lidt ”hyggekiggeri”- kører vi først op til nordligste fugletårn, hvor synet af skægmejse, rørhøge og forhåbentlig også lyden af paukende rørdrum skulle være muligt. Sortterne og lappedykkere og mange ænder inden for rækkevidde. Senere kører vi sydpå til Kraptårnet, hvor måske de først-ankomne traner vil byde op til dans.
21. september
Den planlagte cykeltur fra Hanstholm til Hjardemål blev hurtigt ændret pga. regn og blæst omkring afgangstidspunktet. I stedet inviterede Lisbeth og Kurt os til formiddagskaffe i deres sommerhus i Stenbjerg. Det hjalp på vejret! Og hurtigt blev cykelturen ændret til en tur ad den nye cykelsti fra Stenbjerg til Skulpturhaven i Svankær og tilbage. En god oplevelse både for gensyn for nogle og for andre en ny oplevelse. Indehaver Kirsten Barlit fortalte på en spændende måde om flere af skulpturerne og især om den nu overståede skulturfestival i Agger. Tak til Lisbeth og Kurt.